Centralnervesystemet
Hjernen og rygmarven modtager, bearbejder og koordinerer information.
Kroppens kommunikationssystem
En rejse gennem hjernen, rygmarven og de signaler, der får kroppen til at sanse, handle og finde ro.
Centralnervesystemet fortolker. Det perifere nervesystem forbinder. Sammen registrerer de forandringer og skaber et svar.
Hjernen og rygmarven modtager, bearbejder og koordinerer information.
Alle nerver uden for CNS fører signaler til og fra resten af kroppen.
Tænk på CNS som kontrolrummet og PNS som ledningsnettet, der forbinder kontrolrummet med hud, muskler og organer.
Centralnervesystemet
CNS består af hjernen og rygmarven. Det samler sanseindtryk, træffer beslutninger og sender beskeder tilbage til kroppen.
Bevidst sansning, tænkning, hukommelse, sprog og viljestyrede bevægelser.
Finjusterer bevægelser og hjælper med balance, timing og koordination.
Styrer livsvigtige funktioner som vejrtrækning, puls, blodtryk og vågenhed.
Forbinder hjernen med kroppen og kan udløse hurtige reflekser uden en bevidst beslutning.
PNS er forbindelsen mellem CNS og kroppen. Sensoriske signaler går ind. Motoriske signaler går ud.
Sanseceller i for eksempel huden opdager tryk, kulde, varme eller smerte.
Sensoriske, afferente nerver fører information fra kroppen mod CNS.
Hjernen eller rygmarven vurderer informationen og organiserer et passende svar.
Motoriske, efferente nerver fører beskeden fra CNS mod en muskel eller et organ.
En muskel trækker sig sammen, en kirtel udskiller et stof, eller et organ ændrer aktivitet.
Det somatiske nervesystem forbinder CNS med hud, sanser og skeletmuskler. Det giver bevidste sanseindtryk og viljestyrede bevægelser.
Refleksen er genvejen. Ved en tilbagetrækningsrefleks kan rygmarven starte bevægelsen, før hjernen når at gøre oplevelsen bevidst.
Det autonome nervesystem regulerer blandt andet hjerte, glat muskulatur og kirtler. To grene skifter kroppens beredskab.
Kroppen gør sig klar til handling.
Begge systemer er aktive.
Balancen ændres efter behov.
Kroppen finder ro og genopbygger.
Det autonome nervesystem kan påvirkes indirekte. Rolig vejrtrækning og trygge omgivelser kan støtte den parasympatiske aktivitet.
Synapsen
Nerveceller rører som regel ikke hinanden. Det mikroskopiske mellemrum kaldes synapsespalten.
Et elektrisk aktionspotentiale når enden af den første nervecelle.
Calciumioner får vesikler til at tømme neurotransmittere ud i synapsespalten.
Transmitterne binder til bestemte receptorer på den næste celle.
Den næste celle hæmmes eller aktiveres. Bagefter fjernes transmitteren igen.
En neurotransmitters virkning afhænger både af stoffet, receptoren og hvor i nervesystemet forbindelsen findes.
Aktiverer skeletmuskler og indgår i det autonome nervesystem.
Har betydning for bevægelse, motivation, belønning og læring.
Medvirker i reguleringen af humør, søvn og appetit.
Understøtter vågenhed, opmærksomhed og kroppens stressberedskab.
Er en vigtig hæmmende transmitter, som dæmper nervecellers aktivitet.
Er en vigtig aktiverende transmitter og medvirker ved læring og hukommelse.
Støtte i praksis
Det parasympatiske nervesystem kan ikke tændes med en kontakt. Men tryg kontakt, færre krav og genkendelige rytmer kan støtte kroppens regulering.
Præsenter dig, fortæl hvad der skal ske, og giv tid til at forstå næste skridt.
Spørg for eksempel, om samtalen skal foregå her eller i et roligere rum. Oplevet kontrol kan øge trygheden.
Brug en rolig stemme og åbent kropssprog. Begræns spørgsmål, støj, lys og antallet af personer, hvis borgeren ønsker det.
Fødder i gulvet, en kort gåtur, kendt musik eller en rolig udånding kan hjælpe nogle. Intet skal presses igennem.
Læg mærke til, hvad der øger eller sænker uroen. Dokumentér virkningen, og del relevante ændringer med teamet.
Værktøjer til regulering
Vælg altid sammen med borgeren, afprøv nænsomt, og læg mærke til den individuelle virkning.
En musikpude kan give lyd og blide vibrationer tæt på kroppen. For nogle kan den skabe ro, afledning eller en oplevelse af kontrol.
Bruges med samtykke og efter lokal vejledning. Stop, hvis uroen eller ubehaget øges.Kort og frivillig opmærksomhed på lyde, fødder eller åndedræt. Tilpasses borgeren og den faglige plan.
Find fem ting i rummet, mærk stolens støtte, eller hold om en genstand med tydelig struktur.
Invitér til en behagelig, langsommere udånding. Modellér selv tempoet uden at kræve, at borgeren følger med.
Et roligere miljø, genkendelig dagsrytme og tydelige aftaler kan mindske uforudsigelighed.
Mindfulness passer ikke til alle og kan øge ubehag hos nogle. Brug korte, tilpassede øvelser, og følg behandlingsplanen og lokale retningslinjer.